Warning: Attempt to read property "plugins" on null in /customers/d/b/a/syngbedre.dk/httpd.www/wp-content/plugins/styles/classes/styles-customize.php on line 150

Den seneste tid har jeg haft flere samtaler med syngende, som tænkte på eller var holdt op med at synge! Fordi de ikke længere blev glade af det.

På den ene side forstår jeg det slet ikke og på den anden side forstår jeg det vældigt godt.

For sangverdenen rummer mange ting. Mange af os går jo i gang med at synge, fordi det bringer os glæde. Dybt ind i sjælen. En har tidligere beskrevet det så smukt for mig: I sangen kan jeg bedre møde og rumme mig selv og andre mennesker. Og den del af mig har jo svært ved at forstå at man kan slippe sangen.

 

Og på den anden side hører jeg faktisk fra ganske mange, som har oplevet det at være sammen om at synge som alt andet end rummeligt. Det kan have rigtig mange udtryk, her blot et par stykker:

  • Det nye kormedlem, som bydes velkommen og derefter henvises til en plads på yderfløjen (hvor man ikke føler sig særlig tryg som ny)
  • Hende, som måske synger lidt stilistisk forkert (eks. glider på tonerne) og får at vide, at hun ikke kan synge og ikke er velkommen i den sammenhæng (ja, det sker)
  • Medsangere og lærere, som er meget villige til at udpege dine fejl men er mere stille om dine vellykkede præstationer.

Svært at synge

Jamen Christina, sådan er det jo, det skal da ikke bare være lyserødt og urealistisk? Så bliver det jo aldrig godt? Folk skal da heller ikke være overfølsomme?

Nej, selvfølgelig skal vi være ærlige og realistiske og man skal udvikle sig og blive bedre. Det er jeg den største fortaler for. Men faconen! Selv knap så behagelige facts kan formuleres på en ordentlig måde. Og med respekt for den måde læring foregår på, for os alle: der skal være plads til at fejle. Tør man ikke fejle, tja så rykker man ikke for alvor.

Skaber vi os en perfekthedskultur uden forståelse for, hvordan mennesker lærer – så risikerer vi at fjerne glæden og sætte en masse angst i stedet. Og det er jo ikke det musik handler om!

 

Men hvordan arbejder man så med at udvikle sig i sang? De færreste af os oplever jo, at det glider uden bump på vejen?

Tja, man kigger sig godt omkring og laver nogle aftaler med de mennesker man synger med, om hvordan man gerne vil have det sammen. Det lyder måske lidt flippet, men det har direkte afsmitning på musikken: Hvis I ikke er trygge og stoler på hinanden, så kan musikken ikke udvikle sig til det, som virkelig bevæger vores sjæle.

Det er selvfølgelig også en rigtig god ide at være enige om, hvilket niveau I vil arbejde på – hvor dygtige skal I være og har alle ressourcerne til det?

Og hvis ikke, så find nogle mennesker at synge med – kor, sanglærer, band, hvad det nu er – hvor I er samme sted, musikalsk og menneskeligt. Jeg lover dig, det betaler sig, selvom det kan være svært at give slip.

 

Jeg er ret passioneret om det her, for det gør mig ondt dybt ind, hver gang jeg har de samtaler. Jeg har dem alt for ofte, for det er ikke kun noget, der sker en sjælden gang. Og det kan jo ikke passe. Vi må sammen tage ansvaret for at få gode og givende fællesskaber om musikken.

Jeg ved godt, det som oftest er, fordi man ikke lige får tænkt sig om/har travlt/er bange/bekymret for sin egen position/bliver irriteret/fortsæt selv…

Men omkostningerne for de, som rammes er store, nok større end du tror.

Så skal vi ikke øve os i at:

  • Droppe de hurtige, dømmende kommentarer om andre (også bag deres ryg, de hører det før eller siden)
  • Huske at rose andre, når de overrasker positivt eller bare gør det virkelig godt
  • Give en noget mere fyldestgørende forklaring og ikke mindst nogle handlemuligheder, hvis der skal siges nogle svære ting
  • Give plads til de nye, selvom det går ud over vores egen bekvemmelighed og vores vaner

 

Så kan vi nemlig arbejde med det instrument, sangstemmen også er, uden det bliver alt for personligt og svært, når det ikke lykkes i første forsøg (og det gør det altså sjældent).

 

PS: Hvis du har udfordringer med sang og nervøsitet, så kig på mit onlinekursus Sang og Nervøsitet, som hjælper dig med at finde rede i, hvor nervøsiteten kommer fra og hvad du kan gøre for at få styr på den og genvinde glæden ved sangen. 35 har allerede fulgt kurset og lavet deres egen plan, flere i samråd med mig.

 

 

GemGem

GemGem

%d