Warning: Attempt to read property "plugins" on null in /customers/d/b/a/syngbedre.dk/httpd.www/wp-content/plugins/styles/classes/styles-customize.php on line 150

Hej Christina

Jeg vil høre dig om du kunne give mig et godt råd.
Jeg oplever næsten hver gang jeg er til korprøve, at jeg bliver meget hæs. Jeg synger sopran, men er nok mezzosopran. Jeg er forholdsvis ny, har kun sunget i et år. Jeg er 56 år, så jeg er startet sent.

Jeg har fulgt dine videoer og har været til undervisning i brug af støtte, så det synes jeg, jeg er opmærksom på.

Men synes alligevel jeg allerede under opvarmning bliver hæs.

Vh. I

……….

Kære I.

Tak for din mail og for et godt og relevant spørgsmål.

Først og fremmest: når du kun oplever hæshed, når du synger, går jeg ud fra, at der ikke er deciderede slidskader på selve stemmebåndene. Så vil du også opleve hæshed og træthed, når du bruger stemmen i hverdagen. Er det tilfældet, er det klogest lige at få en halslæge til at kigge på dig. Men for langt størstedelen af de syngende jeg møder med problemer med hæshed er alt i bedste orden i selve struben.

Så mit svar er fra den rent sangtekniske vinkel: Når man bliver hæs af at synge, skyldes det ofte en ubalance i, hvor mange kræfter man bruger hvor i kroppen. Typisk bruger vi for mange kræfter i halsmuskulaturen og for lidt i mavemusklerne. Her er en video, hvor jeg gennemgår netop denne balance. Video sangkrop i balance Christina Dahl

Er du i tvivl om nogen af delbegreberne som holdning, vejrtrækning og støtte, så er her en gruppe videoer, hvor jeg gennemgår grundbegreberne.

Du nævner støtte og at du er opmærksom på at bruge din mavemuskulatur til at styre din udåndingsluft. Så derfor går jeg videre til de andre muskelgrupper.

Det næste jeg ville tjekke hos dig er så, hvor meget du spænder i halsmuskulaturen, især de store halsmuskler på siden af halsen. Start med at lave den gode gamle øvelse fra gymnastiktimerne, hvor man lægger hovedet ned til den ene skulder og strækker nedad med den modsatte arm. Vær opmærksom på ikke at tabe hagen, men at du ”hælder vand ud af ørerne”. Der kan de fleste af os godt mærke et vist spænd i halsmusklen. Hold trækket lidt og skift så side. Husk at trække vejret undervejs 😉

 

Det er første trin til at blive bevidst om, hvor meget dine halsmuskler arbejder med, når du synger. Derefter kan du prøve at lave samme øvelse samtidig med at du synger. Bare en helt enkel sang, f.eks. I skovens dybe stille ro. De fleste oplever, at det bliver sværere at bevæge hovedet og måske kan du næsten ikke flytte hovedet. Er det tilfældet, så lirk stille og roligt, indtil du genvinder kontrollen og musklerne ikke bestemmer selv. Særligt omkring de høje toner kan du oplever, at musklerne låser.

 

Grunden til, at jeg altid er meget opmærksom på halsmusklerne er, at hvis du spænder i dem, er det ligesom at sætte en låseklampe på hver sin side af struben. Den skal kunne bevæge sig under sang (hvor meget kan man diskutere, men den skal være fri til at kunne bevæge sig), ellers får du typisk en klemt klang, svært ved at komme op på højere toner og oplever hurtigt hæshed.

 

Du nævner, at du er mezzosopran og synger sopran i koret. Særligt i den situation er det meget almindeligt at spænde lidt for meget omkring halsen, fordi man føler sig lidt presset omkring de høje toner og lige vil tage sig ekstra sammen. Måske tager du ekstra fat i din støtte (som du også skal), men kommer til at spænde op helt op i nakke og hals. Det giver jo god mening rent rationelt, men apparatet har altså brug for frihed. Modstridende og derfor er det tit udfordrende at få vendt balancen. Men ikke umuligt 😉 Det tager lidt tid at få det ind i kroppen, at lære at slippe, så du må i gang med at bevæge hovedet, også til korprøverne. Sig til dirigenten og din sidemand, hvad du laver, så bliver de ikke forvirrede.

Jeg håber det kan hjælpe dig på vej.

Mange hilsner ChristinaSangerkrop i balance

 

……………

Vil du have styr på den grundlæggende sangteknik? Lære hvilken forskel en god vejrtrækning gør for dig og hvordan du får sådan en ordentligt ind i kroppen? Lære, hvordan du bedst fjerner de unødvendige spændinger, der forhindrer din sangstemme i at udfolde sig helt? Så kig nærmere på mit onlineprogram Få styr på din sangteknik. Her kan du lære grundprincipperne i sang hjemme hos dig selv – når det passer dig.

 

%d