Forleden havde jeg en snak med en god ven, som er dramalærer.
Vi talte om, hvordan man bedst arbejder med en svigtende selvtillid, en situation, som nogle gange gør, at en elev slet ikke er i stand til at lære. Til at acceptere sig selv som ’på vej’. Vi kender begge frustrationerne, når en elev saboterer sig selv psykisk og slet ikke kan gøre det fysiske arbejde, der nu engang skal til både i drama og i sang, for at udvikle sig.

Selvtillid og sang

 

Og så sagde min ven de magiske ord: Jamen, det er jo fordi det at være mellemgod er blevet usynligt, vi ser ikke, at langt de fleste andre også er mellemgode. For tv er i bedste sendetid fuld af talentjagt og x-faktor og der udstiller vi de mest talentfulde og de mest håbløse. Ingen imellem. De helt almindelige er blevet usynlige!

Og så er det jo helt håbløse krav man skal leve op til som en ganske almindelig gennemsnitssanger, der synger i sin fritid og bare gerne vil blive bedre, få mere styr på højden og få en fyldigere klang.

For hvad har man at spejle sig i?

Enten det håbløse tilfælde, hvor vi krummer lidt tæer og samtidig tænker over, hvorfor ingen har sagt noget til vedkommende, før de står i landsdækkende tv. Eller også har vi stjernerne, hvor det bare fungerer. De, der har x-faktor…. Og som bidrager til myten om, at sang, det er man født med at kunne. Ellers er man en af de håbløse.

Det påvirker selvfølgelig teenagerne stærkest. Det er en alder, hvor man jo i høj grad spejler sig i omgivelserne. Men voksne kan heller ikke sige sig fri. For vi lægger altid mærke til ham i koret, der kan det hele. Men glemmer de ti, som er på vores eget niveau og at det faktisk er godt nok til det vi skal. Vi hører hende, der har fået et lidt kraftigt vibrato og tænker Åh nej, er det sådan det er at blive ældre sanger? Vi glemmer de fem i koret, der er på samme alder, og faktisk fungerer fint.

Og måske kender du til, at hvis man først har fået den type bedre end/dårligere end tanker ind i hovedet, ja så er det svært at arbejde med sin sang. Jeg kalder det Sammenligningitis. Det er en farlig sygdom. Den gør dig trist og får dig til at føle dig utilstrækkelig. Den forhindrer dig i at udvikle dig i dit eget tempo. Og den er svær at slippe af med. Med mindre du helt bevidst smider den ud, hver eneste gang du møder den!

Ville det ikke være skønt, hvis vi blev bevidste om, at de fleste er helt almindelige ok sangere, som alle møde udfordringer og ind imellem føler os utilstrækkelige? At vi kan udvikle os, hvis vi har tid og energi at lægge i det. At vi kan blive på det niveau vi er og det er også ok. Sang handler ikke kun om enerens præstation men i lige så høj grad om fællesskab mellem mennesker.

Rigtig god sanglyst

Kærlig hilsen Christina

 

GemGem

Lignende artikler

%d bloggers like this: