Gæste-blog af Lise Lotte Trujillo. Læs mere om Lise Lotte nederst.

Når du skal synge, har dit immunforsvar indflydelse på hvad der kommer ud af munden på dig, uanset om du synger som amatør eller om du er professionel sanger. Heldigvis kan du selv skubbe til dit immunforsvar, så det virker bedre, og det kan du for eksempel bruge meditation til. Meditation har vist sig at virke fremmende på immunforsvaret, og meditation har også andre positive virkninger, som du kan have glæde af som sanger. Læs med herunder!

sang immunforsvar

Immunforsvar og stress

Er dit immunforsvar ude af balance, er der større risiko for at du bliver nødt til at aflyse en koncert og lægge dig med en fæl halsbetændelse eller en forkølelse, hvor næsen stopper helt til. Når dit immunforsvar er lavt, kan du ikke synge som du plejer – hvis du altså overhovedet kan synge, det afhænger jo af, hvor præcis din infektion har sat sig.

Stress er noget af det, der virkelig kan bringe vores immunforsvar ud af balance. Derfor får du her et kort overblik over, hvad der egentligt sker i dynamikken mellem stress og vores immunforsvar.

Når vi bliver stressede stiger energiniveauet i blodet, for at vi kan klare et større pres eller måske, hvis vi tænker stenaldermenneske, en akut fare. Derfor vil der ske en højere forbrænding af fedt, protein og kulhydrat, som er kroppen og immunforsvarets byggesten. Samtidig med forbrændingen af vigtige byggesten, vil immunforsvaret blive sænket, fordi kroppen af sig selv laver en omprioritering af, hvad der er væsentligt at bruge energi på. Kroppen skifter ligesom fra et lavt gear til et noget højere stress-gear. Det er ret energikrævende for kroppen.

Stress kan give permanente spændinger i sangmuskulaturen

Ud over at stress påvirker vores immunforsvar negativt, er der også en række andre uheldige virkninger af stress, som påvirker de muskler, der er specielt interessante for alle, der gerne vil bruge deres sangstemme.

Stress kan nemlig over tid skabe permanente spændinger i kroppen. Spændingerne sætter sig uheldigvis i åndedrætsmuskulaturen. Mange oplever, at de får spændinger i maven, ligesom børn får ondt i maven, når deres forældre skændes. Stressspændingerne sætter sig især i den nederste del af bugen, altså i det subdominale område som det hedder. De kan også sætte sig og låse brystkassen fast, så den ikke kan udvide sig som den skal under åndedrættet. Begynder man at få permanente spændinger i åndedrætsmusklerne, er det sværere at trække vejret på en afslappet og dynamisk måde og man vil således være mere sårbar over for mere stress og et endnu mere udfordret immunforsvar. Det kan let blive til en ond cirkel. Og så bliver det rigtig svært at synge.

Meditation kan sænke stress og øger dit immunforsvar

MBSR mindfulness meditation har en videnskabelig dokumenteret effekt til at reducere stress, og da stress reducerer immunforsvaret, er sammenhængen mellem MBSR mindfulness baseret stressreduktion og øgning af immunforsvar sådan set lige til.

Der findes også et berømt immunforsvars-eksperiment, som Daniel Goleman citerer i sin bog ‘Destruktive følelser’. Det handler om et forsøg lavet med to ens grupper af studerende. Den ene gruppe skulle meditere 3 timer om ugen, og den anden gruppe skulle bare gøre som de plejede og altså ikke meditere. Begge grupper fik så injektioner med influenzavirus for at undersøge, hvordan immunforsvaret reagerede.

Interessant nok havde gruppen, der mediterede markant lavere færre udbrud af influenza, end gruppen, der ikke mediterede. Forskellen var endda statistisk signifikant. Det betyder at forskellen videnskabeligt set var så markant, at den ikke kunne skyldes en tilfældighed.

Ud over at det er dokumenteret at meditation i 30 minutter om dagen øger vores immunforsvar, får mange helt enkelt større modstandskraft – både i forhold til deres immunforsvar og den mentale modstandskraft.

Immunforsvar, sang og meditation

Gennem meditation kan man skabe sunde mentale vaner, der kan bringe større glæde i hverdagen – og det gælder hele vejen rundt. Ved regelmæssig træning i meditation vil man desuden udvikle en større ro og robusthed, hvilket dels fremmer immunforsvaret og dels kan være en stor hjælp, når man skal præstere. Som når man skal lære en ny sang eller et nyt værk eller har andet i sit liv, der kræver at man skal bruge kræfter på det.

Meditation er altså en metode, der kan reducere stress og dermed kan den også hjælpe til at man ikke får permanente stressspændinger i åndedrætsmusklerne, der kan forhindre en i at trække vejret ordentligt. Man kan endda også lære at slippe af med spændinger man allerede har, gennem en meditation på åndedrættet over tid. Så får man genoprettet et smidigt åndedræt og dermed et forbedret immunforsvar, fordi man ilter bedre. Man sigter i meditation efter et afslappet hvileåndedræt, som er den mest effektive måde at håndtere akut og generel stress på.

Gennem meditation udvikler man desuden gradvist en mere dyb og fleksibel opmærksomhed, hvilket giver en bedre koncentration og stærkere tilstedeværelse. Den dybe opmærksomhed er værdifuld, når man skal holde roen og fokusere – enten ved en optræden eller når man øver sig.

En veludviklet opmærksomhed kan også hjælpe i de situationer, hvor man måske bliver nervøs eller føler sig presset. Når opmærksomheden er stærk, vil man langt hurtigere kunne få ro på nervøsiteten gennem åndedrættet. Derudover styrker man hukommelse og kreativitet gennem meditation, som også altid er gode egenskaber, når man synger.

Sådan kommer du i gang med at styrke dit immunforsvar gennem meditation

Meditation er ret enkelt at komme i gang med selv, men kan være noget sværere at mestre alene på lang sigt. Uanset hvad din intention er med meditation, så er denne enkle åndedrætsmeditation både effektiv for dig med interesse for immunforsvar og sang og for alle andre i det hele taget. Denne åndedrætsmeditation er grundlæggende for al meditation og du kan gå i gang med det samme sådan her:

Sådan gør du:

  1. Sæt dig på en stol, ret din ryg og slap af i skuldrene. Den rette ryg giver plads til at åndedrættet kan bevæge sig mere frit.
  2. Mærk, at dine fødder hviler på gulvet, så der er god kontakt mellem dine fødder og gulvet.
  3. Sid med lukkede øjne eller halvt åbne øjne og kig på et punkt foran dig.
  4. Ret opmærksomheden mod det subdominale område (området ca. en håndsbredde under navlen).
  5. Har du svært ved at mærke området, kan det være en hjælp at lægge en hånd på og dermed mærke mavens bevægelse med hånden.
  6. Sigt mod at få åndedrættet ned i det dybe rolige leje og derefter lad åndedrættet være naturligt og afspændt – så godt som muligt.
  7. Fokuser på sansningen af mavens hæven og sænken sig, og følg den med opmærksomheden.
  8. Når opmærksomheden vandrer væk fra området gen-fokuserer du tilbage på maven.
  9. Dette gentages igen og igen lige så længe du mediterer.
  10. Lav gerne meditationen hver dag så længe som du kan.

Denne meditation er effektiv, både til at afslappe og smidiggøre åndedrættet og til at afslappe nervesystemet. Dermed sænker du også stressniveauet, så dit immunforsvar forbedres. Det er en helt grundlæggende meditation, som samtidig træner dit fokus og din koncentration. Det er kort sagt enkelt og effektivt.

Meditation er en færdighed, som man bliver bedre til når man øver sig, præcis ligesom sang. Så mist ikke modet, hvis du ikke kan koncentrer dig fra starten. Det kommer du til, når du øver dig.

På samme måde som med sang er det en god ide at øve sig i at meditere hver dag. Det holder dig i mentalt i form. Rigtig god fornøjelse med at styrke dit immunforsvar gennem meditation.

Vil du vide mere om meditation og mindfulness, så kig ind på www.liselottetrujillo.dk/

 

Lise Lotte Trujillo har siden starten af 1990erne haft en særlig interesse for den nødvendige balance mellem krop og sind. Hendes passion er at hjælpe andre med at finde nøglen til et mindre stressfyldt, mere balanceret og meningsfyldt liv. Lise Lotte er uddannet akupunktør, MBSR mindfulness facilitator og hun har et utal af kurser og uddannelse inden for kognitiv-terapi, kost, Qigong, meditation, mindfulness og coaching.

Hun er pioner indenfor online mindfulness undervisning. Se alle Lise Lottes kurser her www.liselottetrujillo.dk

Lise Lotte Trujillo sang og immunforsvar

 

 

 

GemGem

GemGem

Lignende artikler

%d bloggers like this: