For en tid siden blev en artikel om sang delt grundigt på Facebook af mig selv og mine sangkolleger og mange andre, som er optaget af sang. Artiklen er desværre ikke længere tilgængelig – men den handlede om, hvor vigtigt det er for børnestemmers udvikling, at vi ikke synger sangene for dybt, altså der, hvor de ligger bedst for mange voksne.
Vi var mange, som var meget enige om, hvor rigtigt det er. Det er ofte bare sådan, at når vi er alt for enige om noget, så er der noget vi overser.
Heldigvis var der en, der punkterede ballonen for mit vedkommende
Et familiemedlem, som er pædagog gennem rigtig mange år, kommenterede på min facebookside: ’Skal jeg så holde op med at synge med børnene, når jeg nu ikke kan komme op på de toner?’
Hun følte sig personligt kritiseret og angrebet på sin faglighed. Og hun har jo også ret. Denne pædagog har sunget med børn i hverdagen i rigtige mange år. Hun har givet sin sangglæde og fællesskabet om sang videre og ja, hun har indimellem lagt sangene (for) dybt. Andre sange har hun sprunget over, fordi hun godt vidste de var for høje.
Lidt længere inde i en rigtig god snak kom hun med kommentaren: ’Vi skal vel ikke tilbage til min skoletid, hvor man blev bedt om at tie stille, hvis man ikke i udgangspunktet sang godt?’ Og nej, for sytten, det skal vi ikke. Jeg har undervist alt for mange af de, som havde fået den besked som børn og nu vil rette op på det som voksne – inkl. hvad det har gjort ved deres psyke.
Lige nu er der stor fokus på børns sang og fællessang, og det er fantastisk. DRs Syngelyst, Sangkraftcentrene og Sangens Hus er gode eksempler, hvor der bliver lagt et fantastisk stykke arbejde. Og flere steder er man opmærksom på at efteruddanne lærere og pædagogers sangstemmer med henblik på det med tonelejet.
Så fremtiden tegner lysere for sangen
Men vi har også en situation nu og her og hvor er det dog vigtigt, at vi ikke får skabt et A og et B hold i forhold til sang. Altså nogen, der må synge med børnene og nogen der ikke må. Det er sang jo alt for vigtigt til. En brevkassespørger formulerer det helt præcist her (om et usikkert syngende barn): ’at han så stopper helt med at synge. Vi synes jo, at der i så fald er en dimension ved livet, han går glip af.’
Jeg er jo helt enig i artiklens budskab. Men jeg er også helt enig i, at sang skal være for alle. Så udfordringen må være, at vi skaber plads til det hele og ikke synes, man skal kunne noget bestemt for at være med.
Det er jo sådan, at den måde man bliver bedre til at synge på, er ved at synge.
Man får mere sikkerhed, træner sine muskler til at komme op på de famøse høje toner, træner sin vejrtrækning osv.
Nogle har muligvis bedre forudsætninger i udgangspunktet men vi kan altså alle sammen lære at synge – men vi lærer det ikke ved, at nogen slår os i hovedet med det, vi gør forkert. Lad os gøre det ok at være ved at lære, også som voksen.
Så lad os skabe en levende sangkultur, hvor alle synger med
Genoptage fællessangen ved så mange lejligheder som muligt. Synge morgensang på arbejdspladserne. Synge med vores børn og børnebørn. Lave fællessangsarrangementer.
Og lad os en gang for alle gøre op med overbevisningen om, at sang er noget man enten kan eller ikke kan. Alt kan læres!
Det vil give os alle mere glæde og fællesskab – at gøre sangen til et fælles og inkluderende projekt, for jo:
Hver fugl synger med sit næb – så nyd mangfoldigheden!
Vil du vide mere om sang?
Tilmeld dig Syng bedres nyhedsbrev og få:
- En gratis mini-sanglektion
- En guide til at passe godt på din stemme
- Gode tilbud og masser af viden om sang,
så du kommer godt videre med din stemme
Ved at tilmelde dig nyhedsbrevet bekræfter du at have læst og accepteret vores betingelser for udsendelse af nyhedsbrev. Du kan altid afmelde dig igen på linket i de nyhedsbreve der sendes ud. Læs vores cookie- og privatlivspolitik her.
