Warning: Attempt to read property "plugins" on null in /customers/d/b/a/syngbedre.dk/httpd.www/wp-content/plugins/styles/classes/styles-customize.php on line 150

Har I overvejet at lave en forventningsafstemning i jeres kor?

Det letter utroligt meget i korets arbejde, at I er nogenlunde enige om, hvor godt I skal kunne sangene, hver især og som kor. Mange diskussioner og utilfredshed kan undgås på den måde.

Hvis I har mod på at afstemme forventningerne er her en model:

Vi kan snakke om 4 forskellige niveauer koret (og for den sags skyld hver enkelt sanger) kan en sang på:

  1. indledende
  2. ok
  3. godt
  4. klar til optræden

Skriv på en tavle 4 kolonner, en til hver af de 4 niveauer. Kolonnerne skal være tomme. Vælg en ordstyrer og bed så kormedlemmerne sige, hvad de synes hører til hvor.

Emner kan være:

  • At kunne sin stemme
  • At synge rent
  • At kunne udtale teksten
  • At kunne holde sin stemme i blandet koropstilling
  • At synge udenad
  • At kunne se på dirigenten
  • At vide hvad der sker i de andre stemmer
  • At have styr på dynamik (svagt/kraftigt)
  • At kunne smile når man synger
  • Og mange andre ting… (se evt. i min model nedenfor)

I er sikkert ikke enige om, hvad der hører til hvor – og det er i orden.

Formålet er i første omgang at blive opmærksom på netop dette: at I ikke nødvendigvis er enige.

 

Når I nu har fået en god fornemmelse af, hvad I hver især forstår ved de forskellige niveauer, skal I prøve at nå til enighed om, hvad I i jeres kor som helhed synes, der hører til på de forskellige niveauer. Måske er det ikke nødvendigt for jer at lære udenad. Måske synger I aldrig i blandet opstilling. Måske er noget som jeg ikke har nævnt helt nødvendigt for jer.

I skal finde frem til, hvordan I lærer sange i jeres kor og sørge for at sætte ord på, så I ved, at alle er med på det. Det er vigtigt, at ingen føler sig tromlet ned, men samtidig er I nødt til at finde en fælles forståelse.

Den store fordel er, at I nu er med på, hvorfor jeres dirigent indimellem er meget efter bestemte problematikker.

 

Min personlige holdning til niveauernes indhold

(som ikke er en facitliste – men kan bruges som guide)

Niveau 1 er det indledende niveau, hvor I kan jeres stemmer og teksten (herunder udtale ordene rigtigt) og synger rimeligt rent. Det tager selvfølgelig et stykke tid at nå hertil og desværre er der en del kor, der ikke når længere. Det er ærgerligt, for det er nu det bliver sjovt!

Niveau 2 handler om bevidsthed, hvor I får overblik over det sangtekniske og får styr på, hvordan I kommer op på de høje toner, holder de lange linjer, får kraft nok på stemmerne osv.  Her får I også en fornemmelse for, hvad der foregår i de andre stemmer. Det er også her I sætter jer ind i teksten og lærer at forstå den (om den er på dansk eller udenlandsk betyder mindre, I skal altid sætte jer ind i, hvad der egentlig står). I begynder også at kigge mere på dirigenten og følge hende/ham.

Niveau 3 handler om kunnen, altså at kunne beherske alt det, I satte jer ind i på niveau 2. I ved, hvad sangen handler om. I ved, hvornår det er kraftigt og svagt og I har styr på alle de svære steder. Og ikke nok med, at I ved alle disse ting, I kan også gøre det. Hver gang. Hver eneste gang. I er også helt klar på, hvad de andre stemmer foretager sig – og I har ingen problemer i at kigge op på dirigenten og følge hende/ham.

Niveau 4 er klar til optræden. Forskellen til niveau 3 er, at her er alt forarbejdet ikke til at høre – på den gode måde. Der er fuldstændig kontakt mellem kor og dirigent og nu behersker I virkelig jeres sang. Som publikum hører vi kun en god historie godt fortalt. Vi hører smukke toner og gode harmonier og tænker aldrig over, om det er svært. Det er her, at musikken virkelig rammer os. Læg mærke til, at fokus flytter fra jer til jeres publikum. Nu er I parat til at give jeres publikum en oplevelse – hver gang.

Hvis alle korsangerne har taget ansvar for at bringe sig selv til niveau 3 – så kan jeres dirigent bringe jer det sidste stykke vej!

Øveaftnerne er til for at I kan bevæge sig fra niveau til niveau

Den proces skal gentages for hver eneste nye sang I går i gang med. I vil altid have sange på alle forskellige niveauer, det er helt naturligt.

God arbejdslyst!

 

 

%d