Warning: Attempt to read property "plugins" on null in /customers/d/b/a/syngbedre.dk/httpd.www/wp-content/plugins/styles/classes/styles-customize.php on line 150

Hold nu op, hvor har jeg mange gange sagt til en sangelev eller til mit kor, at de skulle øve sig videre hjemme! Og det sker jo at det faktisk ikke er blevet bedre næste gang. For hvad går øvning ud på? Når du nu godt kan melodi og tekst og også synger rimeligt rent?

Øvning er det, der skal lede dig fra at kunne melodi og tekst til at kunne synge en sang med indlevelse og teknisk overlegenhed, så dit publikum bare kan slappe af og nyde.

Hvis du har set X-faktor eller et andet af den type programmer, ved du, hvad jeg mener. Der er nogen sangere, hvor man som publikum kan slappe helt af, hvor man føler sig i gode hænder. Og der er andre sangere, som sådan set godt kan deres sang, du føler dig bare ikke helt tryg ved, at det går godt.

Professionelle sangere skal selvfølgelig altid kunne synge, så deres publikum trygt kan overgive sig til oplevelsen. Ellers skal de vente med at optræde med den pågældende sang, til de kan den!

Så hvad går det øvning så ud på?

Vi kan snakke om 4 forskellige niveauer man kan en sang på:

  1. indledende
  2. ok
  3. godt
  4. klar til optræden

Hvis du skal optræde for nogen, skal du som solist helst op på niveau 4. Som korsanger er det fint med niveau 3, så får korlederen jer op på niveau 4 (hvis altså korsangerne følger korlederen :-))

Hvis du ikke skal optræde, er det alligevel ret sjovt at mærke sig selv blive bedre!

 

Niveau 1 er der, hvor du kan melodi og tekst (herunder udtale ordene rigtigt) og synger rimeligt rent.

Niveau 2 er bevidsthedsfasen, der hvor du sætter dig ind i teksten og lærer at forstå den (om den er på dansk eller udenlandsk betyder mindre, du skal altid sætte dig ind i, hvad der egentlig står). Desuden skal du her finde ud af, hvilken stilart musikken er og derved blive klar over, hvordan du skal forme sangen musikalsk. Det er også her du får overblik over det sangtekniske og får styr på, hvordan du kommer op på de høje toner, holder de lange linjer, får power nok på de store steder osv.  Hvis du er korsanger, har du her også en fornemmelse for, hvad der foregår i de andre stemmer.

Niveau 3 er kunnen-fasen, altså der, hvor du behersker alt det, du satte dig ind i på niveau 2. Du ved hvad sangen handler om og hvad du vil udtrykke. Du ved hvordan du vil forme sangen musikalsk og du har styr på alle de svære steder. Og ikke nok med, at du ved alle disse ting, du kan også gøre det. Hver gang. Hver eneste gang. Det er her du selvfølgelig kan din sang udenad. Som korsanger er du helt klar på, hvad de andre stemmer foretager sig.

Niveau 4 er klar til optræden. Forskellen til niveau 3 er, at her er alt forarbejdet ikke til at høre – på den gode måde. Her behersker du virkelig din sang. Som publikum hører vi kun en god historie godt fortalt. Vi hører smukke toner og tænker aldrig over, om det er svært. Det er her, at musikken virkelig rammer os. Læg også mærke til, at fokus flytter fra dig til dit publikum. Nu er du parat til at give dit publikum en oplevelse – hver gang.

Øvning er at bevæge sig fra niveau til niveau og den proces skal gentages for hver eneste nye sang du går i gang med.

Og hvordan gør jeg så det?

  • At komme fra niveau 1 til niveau 2 handler om at forstå, hvad det at lære at synge egentlig er.
  • At komme fra niveau 2 til niveau 3 handler om at gentage og gentage og gentage, indtil det sidder fast.
  • At komme fra niveau 3 til niveau 4 handler om at flytte fokus fra sig selv til publikum.

Sådan kommer du i gang:

Tag en sang du synger på for tiden. Skriv ned på et stykke papir, hvor du niveaumæssigt er i forhold til:

  • at kunne og forstå teksten
  • at kunne melodien og vide hvad du vil med sangen musikalsk
  • at kunne synge de teknisk svære passager

Bestem dig så til, hvad der skal til for at komme videre til næste niveau og gå i gang med at øve dig. Det kan sagtens være, at nogle ting er på niveau 1 og nogle på niveau 2. Det er helt ok, du kan godt arbejde f.eks. tekstmæssigt på et niveau og sangteknisk på et andet. Sidder du fast på nogle områder uden at kunne komme videre selv – så spørg din sanglærer eller korleder om konkret hjælp.

Har du ikke sådan en – så send mig en mail, så kan jeg sagtens finde på at tage emnet op i et blogindlæg!

%d