Warning: Attempt to read property "plugins" on null in /customers/d/b/a/syngbedre.dk/httpd.www/wp-content/plugins/styles/classes/styles-customize.php on line 150

Du tænker måske ikke så meget over det til hverdag, men det, du spiser og drikker, påvirker din sangstemme. Det kommer jo ikke direkte i berøring med stemmebåndene (som ”bor” i struben i luftrøret), men en del madvarer har faktisk en effekt på vores stemme alligevel. Forklaringen kommer her:

Mad og drikke og sangstemme

Som du nok har mærket, synger du bedst, når du ikke er udtørret i halsen og når der ikke er for meget slim (ja undskyld, det er ikke så lækkert, men bær over med mig, det har et formål). Og måske har du også bemærket, at noget mad og drikke faktisk giver dig mere slim og at nogle drikkevarer udtørrer halsen. Det er selvfølgelig individuelt, hvordan forskellige ting påvirker os, men nogle gennemgående træk er der alligevel.

Og hvad vedkommer det så dig? Jo. nogle gange er der mere pres på end andre. Du kan have lidt for travlt eller din krop er måske ikke helt i topform. Nogle gange føler du dig lidt slidt i stemmen uden at der rigtigt er en årsag anden end almindelig uoplagthed. Måske har du en travl koncertperiode forude. Alle sammen situationer, hvor du skal give dig selv de bedst mulige betingelser for at synge – og ikke påvirke selve stemmen unødigt.

 

Hvilke typiske påvirkninger af mad og drikke er der for stemmen?

Noget af det allerbedste at drikke er helt almindeligt vand. Det fugter og provokerer ikke ekstra slim. Er du forkølet, er det et af de rigtige gode midler til at få stemmen på højkant igen. Virus tager den tid den gør – men du kan hjælpe slimhinderne tilbage til normal ved at drikke rigeligt med vand.

Mad og drikke og sangstemme

Nogle drikkevarer udtørrer stemmen. Det gælder særligt rødvin, kaffe og sort te. Det er garvesyren, der er synderen. Grøn te, urtete og hvidvin har ikke samme påvirkning. For nogen lyder det måske lidt kedeligt, men det er værd at overveje.

En del mad- og drikkevarer provokerer ekstra slimproduktion. Du kender garanteret fornemmelsen. Det er typisk mælk og mælkebaserede fødevarer (desværre også chokolade). Meget sukkerholdig mad og drikke har samme effekt, dvs. sodavand og slik. Kager er lidt bedre 😉 Nogle fortæller også, at nødder og mandler kan være slimprovokerende.

Nogle har problemer med stærkt krydrede madvarer. Det kan udtørre slimhinderne lidt og for nogle giver det maveproblemer – og så er det ikke så sjovt at skulle bruge sine støttemuskler.

Alkohol skal du tænke dig om med. Lidt kan få dig til at slappe af og det kan for nogen være fint. Der skal bare ikke så meget til, før vi slapper af i hele kroppen, også i støttemusklerne og i det hele taget er lidt på autopilot, hvilket er skidt for din sangervejrtrækning. Så ikke mere alkohol end der, hvor du er til stede og aktiv i din krop. Du ved selv, hvor grænsen går.

Spis også med måde inden du skal synge. Med en overfyldt mave er det meget svært at kontrollere din vejrtrækning og at bruge dine støttemuskler. Hellere lidt før og så et godt måltid efter 🙂

Så typiske pauseting som:

  • Kaffe (med eller uden mælk)
  • En kop almindelig te
  • Sodavand
  • En øl
  • Et stykke lys chokolade
  • Slik

Er ikke det bedste, hvis vi skal kigge isoleret på din stemme.

Bedre pauseting er:

  • Et glas vand
  • Grøn te/urtete
  • Frugt
  • Kage i rimelige mængder
  • Mørk chokolade

 

Må jeg så slet ikke får alle de gode ting?

Det kan jo alt sammen lyde lidt kedeligt og det er selvfølgelig ikke et enten/eller spørgsmål. Du er jo mere end det, der er godt for din stemme og nogle gange skal der være plads til det hyggelige, selvom det ikke er det bedste for stemmen. Det kan vi ikke være uenige om.

Du skal blot vide, at nogle ting påvirker din stemme og ligesom vi i andre sammenhænge indimellem tager ekstra hensyn til os selv, ja, så kan der også være brug for det i sangen. Så valget er selvfølgelig dit – og forskellige valg kan være rigtige på forskellige dage. Men er du slidt, så byt lige kaffen ud med noget andet 😉 Og er det noget helt andet, der påvirker dig – så lyt til din krop og tilpas dig situationen.

Mange hilsner Christina

57830_C

 

 

 

 

 

 

 

GemGem

%d