Gæsteblog skrevet af Jette Dahl fra Stemmeklar
Det er træls at være hæs. Du kan ikke få den kraft på stemmen du gerne vil have, lyden er anderledes, og det kan være anstrengende i det hele taget at få lyden frem.
Heldigvis kan du selv gøre en masse for at undgå at blive hæs. Oftest skyldes hæsheden nemlig en overbelastning af dine stemmelæber, eller stemmebånd som vi også kalder dem, og når stemmelæberne bliver overbelastet, mister de deres ydeevne.
Det aller vigtigste, hvis du vil undgå hæshed, er derfor at du bruger din stemme hensigtsmæssigt, og det handler om med din krop og dit åndedræt at støtte stemmen bedst muligt. Det er en god ide at lave daglig stemmetræning, ikke bare for at træne støttearbejdet, men også for at holde din stemme og alle de muskler i form, som er med til stemmearbejdet, for i jo bedre form din stemme er, jo mere belastning tåler din stemme, uden at du bliver hæs.
Husker du at støtte stemmen også når du taler? Mange sangere er bevidste om hvordan de bruger krop og åndedræt når de synger, men glemmer den samme gode bevidsthed når de taler. Samtidig stiller tale ofte høje krav til stemmens udholdenhed og styrke, så væn dig til nogle gode sunde stemmevaner, også når du taler.
Undgå f.eks. at skulle overdøve baggrundsstøj når du taler, specielt hvis stemmen føles træt eller slidt. Det kan f.eks. være støj fra tv eller nedrullede vinduer i bilen. Hvis det er muligt, så sluk i stedet for støjen, eller fjern dig fra den, inden du taler. Undgå også gerne at tale samtidig med tunge løft, da du nemt kommer til at spænde op i de stemmerelaterede muskler, hvilket først og fremmest vil sige musklerne i kæbe, tunge, hals, skuldre og nakke. Spændinger i disse muskler er nemlig belastende for stemmelæberne.
Hvis du vil undgå at blive hæs, så handler det dog ikke kun om hvordan du bruger din stemme. Der er nemlig en hel del andre ting, der ikke direkte har noget at gøre med hvordan du bruger din stemme, men som alligevel påvirker din stemme, fordi slimhinderne omkring dine stemmelæber påvirkes.
Hvilket indeklima du opholder dig i, er f.eks. af stor betydning. Forsøg at undgå ophold i tørre eller støvede miljøer, da luften vil irritere og udtørre dine slimhinder omkring stemmelæberne. Det samme kan dampe fra rengøringsmidler og klorvand, samt røg fra stearinlys, og selvfølgelig tobaksrøg. Sørg generelt for at drikke masser af vand, men ekstra hvis du opholder dig i et belastende indeklima. Hvis du har en mistanke om allergi så få det undersøgt, for det kan også give både irriterede og tørre slimhinder, som kan resultere i hæshed.
Udover at drikke masser af vand, så er det en god ide at lave kamilledampbade, da inhalering af dampene hjælper til at fugte stemmelæberne. Vær dog opmærksom på at det er olierne i kamille teen der hjælper, og derfor skal teen være i løs vægt og ikke i tebreve.
——
Vil du have flere gode råd? De her råd er nemlig blot nogle af de mange ting du selv kan gøre for at undgå at blive hæs. Jeg har lavet en guide: ”20 gode råd mod hæshed” som følger gratis med når man tilmelder sig mit nyhedsbrev, og det er du meget velkommen til at gøre.
De bedste hilsner Jette Dahl, Stemmeklar
Jette Dahl står bag Stemmeklar. Hun er sangunderviser og tale/stemmetræner med speciale i behandling af funktionelle stemmeproblemer. Udover individuelle sessions, tilbyder hun holdtræning og kurser. Du kan få Jettes guide “20 gode råd mod hæshed” ved at tilmelde dig hendes nyhedsbrev ovre på Stemmeklar.