Har I overvejet at snakke om forventningerne i jeres band?
Det hjælper gevaldigt på jeres øvere og jeres koncerter, hvis I er enige om, hvor I skal nå hen og hvordan. I har jo alle forskellige instrumenter og dermed forskellige roller i bandet – men ansvaret for at nå til det I vil, er fælles.
Hvis I har mod på at afstemme forventningerne er her en model:
Vi kan snakke om 4 forskellige niveauer bandet (og for den sags skyld hver enkelt medlem) kan et nummer på:
- indledende
- ok
- godt
- klar til optræden
Emner kan være:
- At I er enige om en god toneart, som sangeren kan synge i og alle kan spille i
- At man kan sin stemme/sin del
- At sangeren kan synge rent
- At sangeren kan udtale teksten uden mærkelig accent
- At trommeslageren har ordentligt styr på pulsen og sætter nummeret godt i gang
- At alle soloer er placeret i nummeret og af rimelig længde
- At I kan nummeret udenad
- At I kan have kontakt til hinanden
- At alle ved, hvad der sker i de andre stemmer
- At I har styr på nummerets musikalske forløb (højdepunkter, soli, fades ind og ud, osv.)
- At kunne performe for publikum
- Og mange andre ting, som I bedst selv ved
I skal finde ud af, hvad der hører til i ’ok’, ’godt’ og ’klar til optræden’. I er sikkert ikke som udgangspunkt enige om, hvad der hører til hvor – og det er i orden.
Formålet er i første omgang at blive opmærksom på netop dette: at I ikke nødvendigvis er enige.
Når I nu har fornemmelsen af, hvor I hver især står som udgangspunkt, skal I prøve at blive enige om, hvad en god optræden for jer som band indeholder. Vær opmærksom på, at det ikke bliver personligt og anklagende. Det kan godt være, at nogen skal til at øve sig gevaldigt – men det er jo ok, så længe de så også gør det. Måske har en enkelt eller to slet ikke være klar over, hvad de andre forventede eller ville.
Når I hver især ved, hvad forventningerne er, er det meget lettere at se, hvordan man skal forberede sig. I slipper så for fællesøvere, hvor sangeren tåger rundt i teksten eller har fået valgt en gal toneart, som skal laves om i sidste øjeblik, eller at trommeslageren gang på gang får sat tempoet forkert i forhold til hvad sangeren kan få til at fungere….
God fornøjelse – og husk at lave øvelsen med respekt for hinanden!
……………………
Mangler du vejledning på din sangstemme til f.eks. at finde de rigtige tonearter, så prøv Sangvejledningen.