Warning: Attempt to read property "plugins" on null in /customers/d/b/a/syngbedre.dk/httpd.www/wp-content/plugins/styles/classes/styles-customize.php on line 150

Nogle gange tager livet nogle ordentlige ture. Sådan nogle, hvor man bliver rusket godt og grundigt. Og på et eller andet tidspunkt er rusketuren ovre og man skal samle sit liv op igen og sætte det sammen til noget meningsfyldt.

Sådan en tur har jeg netop været igennem og sangen måtte undervejs ryge på en pauseknap. Der var hverken tid eller overskud til at synge.
Men nu er der tid. Og sangopgaver i kalenderen, så stemmen skal i form igen.

Det kan være fristende at tænke: nye tider – der må nye metoder til. Og den var jeg også ved at falde i. Jeg brugte meget tid på computeren på at researche ny viden – i stedet for bare at gå i gang med at synge.

Men et eller andet gjorde, at jeg gik i gang med nogle sangøvelser, som jeg har brugt de sidste 25 år, i perioder meget systematisk. Det er en italiensk øvelsessamling fra 1833 (!) lavet af en gut ved navn Nicola Vaccai (ja, det er en mand). Jeg har sunget dem efter hukommelsen on off de sidste år. Men i forgårs fandt jeg noden frem, satte mig ved klaveret og arbejdede superpræcist og omhyggeligt. Det lød skidt! Det var sjusket og ikke særlig overskudsagtigt. Men jeg fortsatte!

Jeg har øvet på den måde 2 x 30 minutter om dagen i et par dage og nu lyder det faktisk hæderligt. (og ja, jeg er sindssygt kritisk).

Pointen? Den er ikke nødvendigvis, at du skal gå i gang med Vaccais sangøvelser. De er gode, men det er ikke sikkert, det er det du har brug for. Måske synger du i en helt anden stilart. Pointen er såmænd: Vend tilbage til begyndelsen.

Når du skal i gang med at synge efter en pause, så start med de basale ting. Det kan være at alt det ydre i dit liv er ændret. Det kan være, at du i en ferie har stillet spørgsmål ved mangt og meget. Det kan også være meget mindre essentielt.

Men sang er på sin vis så dejligt enkelt: Der er nogle muskler, der skal være stærke, fleksible og fungere hensigtsmæssigt i forhold til hinanden. Der er noget musik, der skal læres. Der er et hoved, der skal fokusere på og være tilstede i processen og musikken. Det er grundlaget.

Lektion1

Find dine øvelser, der hjælper dig med det. Måske har du allerede nogle. Ellers kan du starte med min lille playliste på Youtube. Og gå så i gang. 10 minutter hver dag er bedre end en time om ugen. De første gange er lidt op ad bakke, fordi ingenting rigtig virker. Men jeg lover dig det lysner, når du bare er vedholdende.

Mange hilsner ChristinaSyng med Christina Holm Dahl

 

 

 

 

%d